Individuel terapi – få den hjælp, du har brug for, og kom videre

Individuel terapi er hos mig tilrettelagt ud fra de behov og udfordringer, du kommer med. Jeg møder dig der, hvor du er, og hjælper dig derhen, hvor du gerne vil være.

Gennem terapi kan du opnå:

  • Evne til at slippe uro, angst og mentale barrierer
  • Konkrete strategier til at forbedre dit psykiske helbred og balance
  • Bedre evne til at kommunikere tydeligt og sætte grænser på en sund måde
  • Større bevidsthed og indsigt i dine egne handlemønstre - også dem, der begrænser dig
  • Evne til at styre de bekymringer og negative tanker, der ellers styrer dit liv
  • Større selvværd og evne til at leve det liv, du ønsker
  • Bedre relationer, både i dit privat- og arbejdsliv

Du kan læse mere om, hvordan jeg arbejder på denne side.

Jeg arbejder på flere niveauer og tilpasser altid terapien efter dig

Individuel tilrettelæggelse

Jeg har erfaring med flere forskellige terapeutiske retninger. I terapien udvælger jeg netop de elementer, der bedst imødekommer dine individuelle behov og fremmer din optimale udvikling og trivsel.

Det ubevidste gøres bevidst

Jeg støtter dig i at gøre ubeviste handlemønstre bevidste og anerkende følelser, du har vænnet dig til at negligere. Det er nøglen til at håndtere de symptomer, der begrænser dig i at leve fuldt.

Et fortroligt rum

Som psykolog støtter jeg dig i at forstå, hvorfor du gør, som du gør – også når det ikke umiddelbart skaber trivsel. Terapi er et fortroligt rum, hvor du kan tale frit om alle de udfordringer, du møder i livet.

Både krop og psyke

Jeg arbejder ud fra et helhedsorienteret syn på mennesket. I terapien hjælper jeg dig derfor også af med spændinger og stress, som ellers ville ophobe sig i kroppen og give psykiske symptomer i sig selv.

Kort tidshorisont

Terapi er aldrig et quick fix. Men hvis du er motiveret for at arbejde dybdegående og ærligt med dit følelsesmæssige liv, gør de terapeutiske tilgange, jeg bruger, det muligt at opnå resultater relativt hurtigt.

Dokumenteret effekt

Jeg praktiserer først og fremmest inden for ISTDP-metoden, men integrerer også elementer fra kognitiv, psykodynamisk og emotionsfokuseret terapi. Alle tilgange har dokumenteret terapeutisk effekt.

Terapi forløb hos mig strækker sig typisk over 8-12 sessioner

Terapi forløb er hos mig nogen gange ultrakorte og nogen gange meget lange, men det mest almindelige er, at vi mødes 8-12 gange. I forløbet får du større indsigt i, hvad dine udfordringer består af, og hvilke strategier, der hæmmer eller fremmer dig. Hvis du ønsker det, får du også øvelser, som passer til netop din livssituation, og er så overskuelige, at du er i stand til at bruge dem i dit hverdagsliv. Al terapi er tilrettelagt efter dine behov.

Kontakt mig gerne, hvis du vil vide, hvordan et terapi forløb kunne se ud for netop dig

Individuel terapi hjælper dig tilbage til trivsel – uanset hvilken udfordring, du kommer med

Mine klienter kommer med alt fra dybe personlige problematikker, der har fulgt dem gennem store dele af livet, til livskriser, der er opstået med ydre hændelser som en skilsmisse, fyring eller sygdom. Mange har også et ønske om at forbedre en konkret relation, for eksempel til deres børn, ægtefælle eller chef.

Symptomerne er mange, men eksempler på udfordringer, jeg ofte møder, når jeg giver terapi, er:

  • Stress, tankemylder og søvnbesvær
  • Tristhed, tomhed samt håb- og meningsløshed
  • Vrede, frustration og skuffelse over omverdenen
  • Skyld og skam over noget, man har gjort (eller ikke gjort)
  • Selvkritiske tanker og følelsen af ikke at være god nok
  • Manglende gennemslagskraft, motivation og fokus
  • Angst og bekymringer
  • Sorg og kriser
  • Traumer

Herunder kan du læse mere om nogle af de problemer, jeg oplever igen og igen. Men du er selvfølgelig velkommen hos mig med lige præcis det, du har behov for, uanset om det er nærmere beskrevet eller ej.

  • Genfind livsglaeden

Genfind livsglæden

Kender du det, at livet nogen gange går på autopilot? Alt er egentlig ok. Du kan hverken sætte en finger på din partner, dine børn, dit hjem, dit job, din økonomi eller din fritid. Alligevel føler du dig fremmed for det hele og ude af stand til at sætte pris på, hvad du har. I det skjulte drømmer du om noget andet – men kan heller ikke sætte ord på hvad.

Oven i det hele har du det sikkert også skidt over, at du ikke er tilfreds. Måske skammer du dig endda over, at glæden udebliver, og du hverken kan være noget for dig selv eller din nærmeste.

I dette forløb undersøger vi sammen, hvad din tvivl er kommet af, og hvad der skal til for at genfinde livsglæden. Hvis du er klar til at gå dybere, arbejder vi også på at opløse de mønstre, der forhindrer dig i at mærke glæden boble.

Fokus i forløbet er:

  • At undersøge, hvad din tvivl er opstået af
  • At du bliver i stand til at håndtere din tvivl
  • At du finder en vej tilbage til livsglæden

Stå stærkere i dig selv

Hvordan sætter jeg grænser? Hvordan siger jeg nej? Hvordan håndterer jeg afvisninger?

Gennemslagskraft handler i vid udstrækning om at vide, hvad man vil, og hvad man står for. Den indebærer, at man kender sine egne grænser og står ved dem, samt at man formår at kommunikere dem på en tydelig og venlig måde.

Gennemslagskraft handler også om at have tillid til, at ens væsen eller person grundlæggende er god nok – selvom man ikke er perfekt og laver fejl. At man tør mene noget, selvom andre mener noget andet. Det er væsentligt, at man kan fralægge sig ansvaret for at gøre alle glade, og i yderste konsekvens er i stand til at afvise andre eller selv at blive afvist.

Derfor handler terapien i høj grad om dit indre kompas. Når din indre navigation er i orden, står du mere sikkert ved dig selv. Du vil ikke skulle tromle andre, men kan udtrykke dine behov – også når de er modstrid til andres.

Fokus i forløbet er:

  • At du bliver bevidst om dine egne grænser
  • At du bliver i stand til at kommunikere dine grænser roligt og effektivt
  • At du får strategier til at håndtere modstand og uenighed
  • Staa staerkere i dig selv
  • Opnaa stoerre selvvaerd

Opnå større selvværd

Dette forløb er til dig, der altid gør en ekstra indsats, både i familien, dine venskaber og på arbejdspladsen. Dig, der altid tager opgaven på dig, når andre underleverer. Dig, der altid gør dig umage, uden dog at opleve, at din indsats bliver bemærket og påskønnet.

Du føler dig ofte utilstrækkelig. At det aldrig er godt nok, uanset hvad du gør. Og at folk måske endda udnytter dig lidt. Når du siger fra, er der ingen der lytter, og du ender alligevel med ansvaret for alt og alle.

Det kan også være, at du i så lang tid har haft så meget fokus på andre, at du har svært ved at mærke dig selv. Du er usikker på, hvad du egentlig selv vil og har behov for. Det skaber en masse uheldige situationer, hvor andre igen og igen overtræder dine grænser, og du selv famler rundt efter din egen vej.

Uanset hvad, vil dette forløb hjælpe dig til (igen) at sætte dig selv foran andre. Vi arbejder med din integritet  og dit selvværd som menneske. Vi finder også de strategier, der betyder, at du dels er i stand til at opfylde dine egne behov, og dels at andre ikke længere vil tage din indsats for givet.

Fokus i forløbet er:

  • At du lærer dine egne grænser at kende
  • At du bliver bevidst om, hvad der er dit, og hvad der er andres
  • At du ved, hvordan du kan sige fra, når andre stiller urimelige krav

Lær at håndtere stress og udmattelse

For dig, der vil have dit liv tilbage. Det kan føles som en endeløs kamp, hvor hver dag er uoverskuelig. Indefra kan det føles som om, at selv de mindste opgaver er uoverkommelige. Selvom du kæmper for at holde dig oven vande, synes energien at sive ud af dig som vand gennem fingrene.

Selvom du måske ønsker at række ud efter hjælp, kan tanken om at gøre det virke overvældende. Men behandling kan være som en guide, der viser dig vej ud af den tågede dal. Den kan hjælpe dig med at genopdage din styrke og finde retningen igen.

Gennem terapi kan du begynde at genopbygge dine ressourcer og lære at håndtere stress på en sundere måde. Selvomsorgen bliver din allierede, og du får gradvist dit liv tilbage. Med tiden kan du genfinde glæden ved livet og føle dig i stand til at tackle livets udfordringer.

Fokus i forløbet er:

  • At du bliver bevidst om, hvordan du drager omsorg for dig selv
  • At du genopbygger dine ressourcer og finder retningen igen
  • At du lærer at håndtere stress på en sundere måde
  • Kom ud af dine usunde vaner

Kom ud af dine usunde vaner

Alkohol. Rygning. Party-stoffer. Overspisning. Internetporno. Endeløse one-night stands. Selvskade. Spil. Uanset hvilke vaner, du har, føler du dig formentlig drevet til at blive ved, selvom du godt ved, at du burde lade være. Du har for længst opdaget, at din adfærd har en pris. Både for din sundhed – og fordi det kommer imellem dig og de mennesker, du holder af.

Hvis du er som de fleste, har du formentlig også prøvet at ændre dine vaner i perioder over mange år, men uden at kunne. Du har oplevet tilbagefald, frustrationer og magtesløshed. Du føler dig fanget, og har sikkert også mistet troen på, at det nogensinde bliver anderledes. Men det ER muligt.

I dette forløb får du hjælp til at ændre selvdestruktive vaner. Det kræver en målrettet indsats fra dig selv, men når du får en større bevidsthed om dine egne mønstre, og får identificeret de følelser, der driver vanerne, får du også styrken til at bryde dem. Vi arbejder i dybden med din situation og de strategier, der vil bidrage til, at du bliver fri igen.

Fokus i forløbet er:

  • At du får forståelse for hvilke mekanismer, der styrer din egen adfærd
  • At du bliver bevidst om de ubevidste handlinger og følelser, der holder dig fanget
  • At du – trin for trin – formår at opløse de destruktive vaner

Bliv fri af psykisk vold

Hvorfor bliver jeg, når min partner behandler mig så dårligt? Det er også bare mig, der ikke kan finde ud af noget …

Psykisk vold kommer ofte med stærke følelser af skyld og skam, men det er ikke dig, der er noget galt med. Tværtimod. Det er en del af det, du bliver udsat for, at du oplever det sådan.

Er man udsat for psykisk vold, gaslighting eller anden traumatiserende manipulation, kan det være svært at tro på sin egen virkelighedsopfattelse. At have en partner, der ikke tager ens følelsesmæssige liv og oplevelse af verden alvorligt, er et voldsomt følelsesmæssigt pres. De fleste begynder at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og føler, de er ved at blive skøre, når nu de hele tiden mærker og reagerer på noget, de får at vide ikke er reelt.

Her er terapi en fantastisk hjælp. Ved at skabe bevidsthed om den adfærd, du er udsat for, og hvordan den påvirker dig, får du større forståelse for dig selv, og hvorfor du ikke bare er i stand til at fjerne dig fra situationen. Du lærer også, hvordan du beskytter dig mod psykisk manipulerende adfærd, og hvordan du genvinder tilliden til din egen dømmekraft.

Fokus i terapien er:

  • At undersøge om – og i hvilken grad – du er udsat for psykisk vold og manipulation
  • At tage et oplyst valg om, hvordan du vil håndtere det (kan du for eksempel blive, eller skal du gå?)
  • At du lærer at gennemskue og derfor beskytte dig bedre mod psykisk manipulerende adfærd
  • Bliv fri af psykisk vold

Priser & tilskud

  • Psykologsamtale, 50 minutter
    1.300 kroner
  • Psykologsamtale, 80 minutter
    2.000 kroner
  • Psykologsamtale, 100 minutter
    2.600 kroner
  • Betaling via forsikring eller virksomhed
    100 kroner

Som medlem af Sygesikringen “danmark” får du tilskud til psykologhjælp på 300 kr. per session. (450 kr. per session, hvis du er mellem 16 og 25 år).

Husk blot at fortælle mig om dit medlemskab, når du booker din første session. Det er ikke nødvendigt at blive henvist via egen læge først.

Book din tid online

Hvis du gerne vil samarbejde med mig, kan du nemt og hurtigt bestille en tid via min onlinekalender. Jeg tilbyder både sessioner i min fysiske klinik i Vanløse og online via video.

Har du spørgsmål til, hvordan jeg ville kunne hjælpe dig, er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende telefonsamtale først.

Julia Ahlbom, Autoriseret psykolog

Ådalsvej 1, kld.
2720 Vanløse

+45 50 28 40 66
info@juliaahlbom.com

Autoriseret af Dansk Psykolog Forening

© 2025 Julia Ahlbom

For at kunne give dig den bedst mulige oplevelse bruger denne hjemmeside cookies til at fungere og til at indsamle statistik om, hvordan du bruger siden. Den bruger ikke cookies til markedsføring. Hvis du klikker godkend, accepterer du sidens brug cookies.  Læs mere