Om Julia Ahlbom

Jeg hedder Julia Ahlbom og har hjulpet hundredvis af mennesker med – én gang for alle – at forandre uhensigtsmæssige mønstre og finde vej til et liv, der giver dem større glæde. Jeg er cand.psych., autoriseret psykolog og har knap 20 års erfaring som psykolog, underviser og supervisor. Kontakt mig gerne, hvis du ønsker, at jeg også skal hjælpe dig.

Hvorfor er livet så svært for mig? Hvorfor virker det meget nemmere for andre?

Mange, der ønsker min hjælp, oplever, at de støder ind i de samme problemer igen og igen. De er meget ressourcestærke og har meget vilje og motivation til at flytte på sig. Men de kan ikke se hvordan. Derfor er min tilgang ofte – sammen med dig – at undersøge, hvad det kan være for ubevidste strategier og følelser, som begrænser dig. Ved på den måde at gøre de grundlæggende mønstre bevidste, er det også muligt at ændre dem én gang for alle. Af gode grunde kan vi ikke ændre på andre, eller påvirke, hvad livet bringer af uretfærdigheder. Men måden, vi håndterer os selv, når vi møder udfordringer eller påvirkes af hændelser og mennesker omkring os, kan vi godt arbejde med.

Læs mere om mig og min tilgang til det psykologiske og følelsesmæssige udviklingsarbejde nedenfor.

Min tilgang: En uformel tone

Jeg lægger vægt på en klar, tydelig og uformel omgangstone. Jeg siger, hvad jeg gør, og gør, hvad jeg siger, fordi det skaber tryghed. For at gøre vores samtaler så hjælpsomme som muligt, bruger jeg ofte lidt tid til sidst på at evaluere, hvad der virker og ikke virker for dig.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du vil vide mere. På den måde kan du også bedre vurdere, om et forløb med mig matcher dine behov.

Mit fokus: Det liv, du ønsker

Sammen med dig er jeg optaget af at finde ud af, hvad der skal til for, at du kan leve det liv, du ønsker. Min erfaring er, at de færreste er fuldt bevidste om, hvad de helt præcist søger, og hvad der begrænser dem. Derfor er det også meget vanskeligt selv at sætte sine mål og finde vejen derhen.

Mit udgangspunkt er, at der ofte er brug for at gøre noget andet, end man plejer, hvis man skal kunne leve et mere tilfredsstillende liv.

Mit fundament: Vores relation

Som psykolog har jeg arbejdet med både børn, unge, voksne, forældre, par og grupper. Uanset hvem, der sidder foran mig, ser jeg relationen mellem dig og mig som en nødvendig del af det, vi skal sammen. På den måde er vores samarbejde afgørende for, om dit udviklingsarbejde lykkes.

Julia Ahlbom - Psykolog i Vanløse
Julia Ahlbom - Jeg har hjulpet hundredvis af mennesker med at finde vej til et liv, der giver dem større glæde

Min metode: Jeg arbejder eklektisk

I min samtaleterapi praktiserer jeg primært inden for ISTDP-metoden, som er en del af den psykodynamiske retning. Det er en terapeutisk tilgang, som bidrager til at identificere de indre emotionelle konflikter, der ligger til grund for de psykologiske symptomer, du oplever. Metoden går ud på at gøre ubevidste strategier bevidste og processere følelser. Den er velegnet til dig, der ønsker at skabe dybdegående forandringer på kort tid.

Afhængigt af dine individuelle behov og den problemstilling, du kommer med, arbejder jeg også med andre metoder. For dig betyder det i virkeligheden bare, at jeg altid skræddersyr terapien efter dine behov, og at jeg altid benytter en tilgang, der har dokumenteret effekt i forhold til netop de problemstillinger, du ønsker at løse.

Min erfaring: Flere forskellige roller

Siden 2007 har jeg arbejdet med psykologi på flere forskellige måder: blandt andet i kommunalt regi, som selvstændig, i samarbejde med andre selvstændige, som underviser på Københavns universitet og med ledelsesopgaver vedrørende psykisk arbejdsmiljø. Jeg har også superviseret både andre faggrupper og psykologer.

Min uddannelse: Cand.psych. fra 2007

Jeg læste min bachelor i London og fik min kandidatgrad fra Københavns universitet i 2007. Jeg blev autoriseret af Socialministeriet i 2011. Siden min praktik i 2006 har jeg deltaget i en masse korte kurser samt modtaget supervision og egen terapi løbende. Jeg har også taget en 3-årig efteruddannelse i Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy (ISTDP) og påbegyndt en uddannelse i emotionsfokuseret parterapi (EFT) hos den internationalt anerkendte psykolog og relationsekspert Jette Simon.

For at supplere med en mere helhedsorienteret forståelse af mennesket som et komplekst samspil mellem krop og psyke, er jeg p.t. i gang med en kropsorienteret uddannelse som TRE-træner. TRE står for “Tension and Trauma Releasing Exercises“, og er øvelser, der hjælper kroppen med at komme af med spændinger og stress, som ellers ville ophobe sig i kroppen og give symptomer.

Min baggrund: Min base er i Vanløse

Jeg er født i Sverige i 1974, men kom til Danmark i 1995. Jeg bor i dag i Vanløse med min familie, og har også indrettet min lille uformelle klinik i en selvstændig afdeling af vores private bolig. Jeg kan tilbyde et samarbejde på dansk, svensk og engelsk.

Julia Ahlbom, Autoriseret psykolog

Ådalsvej 1, kld.
2720 Vanløse

+45 50 28 40 66
info@juliaahlbom.com

Autoriseret af Dansk Psykolog Forening

© 2024, Julia Ahlbom

For at kunne give dig den bedst mulige oplevelse bruger denne hjemmeside cookies til at fungere og til at indsamle statistik om, hvordan du bruger siden. Den bruger ikke cookies til markedsføring. Hvis du klikker godkend, accepterer du sidens brug cookies.  Læs mere